Dette er en samling af lærervejledninger til forsøg inden for fusionsenergi, som kan benyttes i fysikundervisningen på gymnasialt niveau.
Fusionsenergi er et bredt forskningsfelt med mange grene. Derfor er forsøgene inddelt i forskellige overemner: Forsøg med plasma, forsøg med strøm, forsøg med magnetfelter (samt partikelbaner) og forsøg med opvarmning. Udover forsøg inden for hver af disse fire emner, indgår der også en vejledning til et online forsøg og et virtuelt forsøg. Begge giver mulighed for at undersøge opstillinger, som ellers ikke er mulige i gymnasial sammenhæng.
Øvelserne hjælper eleverne med at forstå og diskutere centrale begreber inden for fusionsenergi. Der er naturligvis grænser for hvilke opstillinger, der kan laves i et klasselokale. Derfor afsluttes dette dokument med en beskrivelse af andre muligheder for undervisning i fusionsenergi, der tilbydes gratis til både gymnasielærere og gymnasieelever. Gymnasieelever har bl.a. mulighed for at lave SRP/SOP-forsøg om fusionsenergi på DTU.
Alle øvelsesvejledningerne er til fri afbenyttelse og må gerne kopieres og udleveres til elever. Tak til lærerene fra Fusionsenergi LærerCamp 2021-2024 og Nanoteket på DTU, som har hjulpet med at udarbejde dette dokument.
Øvelsesvejledningerne er gratis. For at få adgang bedes du kontakte fusionsenergi@fysik.dtu.dk