Du kan finde inspiration til at bruge fusionsenergi som emne i din undervisning gennem et online forløb og dine elever kan også blive klogere på fremtidens bæredygtige energikilde i et nyt tilbud til unge.
FUSION TUESDAYS er et nystartet virtuelt forløb for unge, som gerne vil høre og spørge om fusionsenergi og følge med i et forskningsfelt, der er i hurtig udvikling. Den første tirsdag hver måned lukker forskere fra DTU deltagerne med ind bag kulisserne og fortæller om et nyt emne. Den 1. februar var emnet ”Hvad er fusionsenergi?”. Det første event blev (ekstraordinært) optaget – du kan se optagelsen og læse mere om FUSION TUESDAYS og næste måneds emne ved at klikke her.
I et online forløb om fusionsenergi bliver du klædt på til at inddrage fusionsenergi i din undervisning. Du vil præsenteres for grundlæggende viden om fusionsenergi, se eksempler på hvordan emnet kan bruges i undervisningen og få information om gode kilder, som du kan bruge i din undervisning om fusionsenergi. Det er gratis at deltage og foregår virtuelt uden faste tidspunkter. Forløbet varer ca. 2 måneder, og du vil via e-mail modtage et link til en ny runde hver uge med undervisning, information, quiz og feedback. Første runde starter 28. februar, men du kan tilmelde dig med det samme. Læs mere om og tilmeld dig til forløbet her.
Fusionsenergi til Alle er et 4-årigt projekt drevet af DTU og bevilget af Novo Nordisk Fonden (se nyheden her). Fusionsenergi til Alle har også en række andre aktiviteter for gymnasielærere og -elever. Dem kan du læse mere om på www.fusionsenergi.dk.