Tokamakken NORTH

NORTH er navnet på den eneste tokamak i Skandinavien, som lige nu befinder sig på DTU i Kgs. Lyngby. Tokamakken har en beskeden størrelse og kan klassificeres som en sfærisk tokamak. At tokamakken er sfærisk, vil sige, at storeradius (engelsk: Major radius) af det torusformede vakuumkammer ikke er betydeligt større end lilleradius (engelsk: Minor radius) af kammeret. Dette medfører, at plasmaet befinder sig tæt på centrum af tokamakken. Et billede af NORTH under et plasmaskud ses øverst.

NORTH kan ikke indeslutte et plasma, som er varmt nok til, at der kan ske fusionsprocesser. Målet med NORTH er i stedet at udføre en række plasmaeksperimenter med reduceret størrelse i forhold til de større tokamakker såsom JET, ASDEX Upgrade og ITER. Netop pga. sin beskedne størrelse er det nemlig markant hurtigere og mindre bekosteligt at udføre eksperimenter på NORTH. Mange af de store gennembrud inden for plasmafysik er igennem de seneste år kommet fra mindre tokamakker.

De primære fokusområder for NORTH inkluderer lige nu turbulens ved plasmakanten, opvarmning af plasmaet med mikrobølger og ikke-lineære plasma-bølge interaktioner. Derudover bliver tokamakken i høj grad benyttet til at lave projekter for studerende på DTU. Studerende har indtil videre blandt andet arbejdet med modellering af magnetfeltet og partikelbaner i tokamakken, numeriske studier af mikrobølge-opvarmning, udvikling af forskellige prober og diagnostikker samt high frame rate filmoptagelser af plasmaet i NORTH.

Du kan læse vores artikel om NORTH her.


https://www.fusionsenergi.dk/viden-om-fusionsenergi/tokamak/north-tokamakken
13 JUNI 2024