Et kig ind i ITERs tokamakhal (2019), hvor selve ITER er ved at blive samlet nu.

Så er der fusionsenergi til alle!

Værsgo! Nu serverer DTU-forskere brandvarm formidling om deres arbejde med at gøre fusionsenergi til en realitet. Formidlingen handler om, hvordan man skaber energi ved at sammensmelte atomkerner, og hvordan dette kan bidrage til fremtidens grønne energiproduktion.

Ildsjælene, der arbejder i verdens største energiforskningsprojekt, ITER, er samtidig klar med et roadshow til gymnasieklasser samt folkeskolens ældste klasser om emnet. Hvordan er fusionsenergi en fremtidig bæredygtig energikilde? Hvad er de fysiske processer bag fusion? Hvordan indeslutter man et fusionsplasma på 200 millioner °C? Og hvad er status på fusionsforskningen? Se mere om det gratis roadshow og bookning på https://www.fusionsenergi.dk/for-gymnasielaerere/roadshow

For gymnasieelever arrangerer forskerne også en sommerskole på DTU i Kgs. Lyngby om fusionsenergi – den foregår i uge 31 2021 (og de efterfølgende 3 år).

Postdoc Alexander Thrysøe, som er en af forskerne, fortæller om sin motivation: Jeg elsker at se gløden i elevernes øjne, når de bliver fanget af emnet. Det giver mig energi. Seniorforsker Søren Bang Korsholm fortsætter: Det giver så meget mening at få udviklet denne energiform, der er bæredygtig, sikker og uudtømmelig. Fusionsenergi er Solens energiproces, hvor lette brintkerner smelter sammen til helium og frigiver en masse energi – og vi kan også skabe denne proces her på Jorden. Vi synes, det er vigtigt at vise aktuel, grøn forskning der er godt på vej, men hvor resultaterne og løsningerne ikke er færdige. Det giver plads til åbne spørgsmål og kreativitet hos eleverne selv.

Forskerne serverer desuden et gratis formidlingsmåltid bestående af tre nye, glohedende retter til lærere i folkeskolens ældste klasser og gymnasiet. Især til fysiklærerne men også til andre natur- og samfundsfagslærere. Den første ret, der starter allerede 11. januar 2021, er et online inspirationskursus i fusionsenergi, hvor der ugentligt over ni runder sendes tekst, billeder og illustrationer ud om fusionsenergi, der kan give baggrund og inspiration til undervisningen. Se mere om online forløbet og tilmelding på https://www.fusionsenergi.dk/for-gymnasielaerere/online-forloeb

Næste ret er en serie af tre webinarer til lærerne, hvor der er oplæg om fusionsenergi samt inspiration til undervisningen. Hvert webinar er på 1½ time og vil være inddragende med god plads til spørgsmål og diskussion.  Første webinarserie i 2021 afholdes 25. januar, 28. januar og 4. februar kl. 19:30. Det gentages til efteråret og i mellemtiden kan man gense webinaret på den tilhørende webside. Se mere om webinar og tilmelding på https://www.fusionsenergi.dk/for-gymnasielaerere/webinarer 

Som den sidste ret afholder forskerne en tredages lærer-camp på DTU i Kgs. Lyngby om fusionsenergi i undervisningen. Lærerne får blandt andet hands-on oplevelser med emnet, og der vil være plads til didaktiske diskussioner. Lærer-campen foregår 13. april – 15. april 2021. Se mere om lærer-camp og tilmelding på https://www.fusionsenergi.dk/for-gymnasielaerere/efteraarscamp

Al formidlingen understøttes af websitet fusionsenergi.dk, som henvender sig både til elever og lærere med både generel og specifik information om fusionsenergi og fusionsforskningen. Her vil der også være tilmeldingsformularer og uddybninger af de forskellige formidlingstilbud.

Retterne kan indtages enkeltvis og er gratis. Forskernes serverer formidlingsmåltidet årligt i de kommende fire år.

Dette formidlingsprojekt ”Fusionsenergi til alle” er finansieret af Novo Nordisk Fonden (grant NNF20OC0062340)

 

Af videnskabsjournalist Karina Goyle

https://www.fusionsenergi.dk/Artikler/Saa-er-der-fusionsenergi-til-alle
22 JUNI 2021