Han kan lide at se verden lidt fra oven. Efter gymnasiet tog Asbjørn et sabbatår, hvor han besteg bjerge. Da han skulle vælge uddannelse, blev det at bidrage til den grønne omstilling vigtig for ham. Måske er jeg en drømmer, men jeg vil gerne bidrage til, at man kun anvender vedvarende energikilder. Det store perspektiv er vigtigt for mig, siger Asbjørn.
Det blev plasmafysik og fusionsenergi, Asbjørn i løbet af studiet endte med at kaste sig over. Det handler om at efterligne Solens processer i dens indre plasma. Her smelter brintkerner sammen og bliver til heliumkerner under frigivelse af enorme mængder energi. På Jorden er det typisk tung brint og supertung brint, man får til at smelte sammen i forsøg på at lave fusionsenergi.
Energi fra havvand og lidt litium
Asbjørn fortæller, hvorfor fusionsenergi er bæredygtigt. Tung brint får vi fra havvand. Det super tunge brint producerer vi ud fra litium, som er et grundstof på jorden, hvor der skal utrolig små mængder til for at skabe energi. Der er ingen CO2-udledninger og kun meget små mængder radioaktivt affald, som dog henfalder på blot 100 år. Måske er det store tanker, men jeg vil gerne være en del af at udvikle noget, der virkelig kan bruges til noget. Fusionsenergi kan blive en kommende bæredygtig energikilde, der er uafhængig af vejret, siger Asbjørn.
Allerede i det første studieår stødte Asbjørn på fusionsenergi. Asbjørns tanker flyder, som var de selv på plasmaform: Vi har en idé om, at det kan lade sig gøre at generere mere energi fra fusionsprocesser i et plasma, end det koster at indeslutte og opvarme plasmaet. Udfordringen er at finde ud af hvordan! Det problem vil jeg gerne være med til at finde løsningen på.
At holde plasma svævende
Da Asbjørn kom på 3. semester, investerede DTU’s Institut for Fysik i tokamakken NORTH. Det er en maskine, der kan indeslutte et plasma og opvarme det til meget høje temperaturer. Inde i kammeret skal vi få plasmaet til at svæve i et magnetfelt og ikke røre ved væggene, idet plasmaet ellers vil miste energi, fortæller Asbjørn, og fortsætter: Vi skal lære at styre plasmaet. Først senere i de større, fremtidige maskiner, er det målet at generere fusionsenergi.
Ved et besøg på DTU Fysik mindes Asbjørn, hvordan tokamakken stod på en palle med en masse ledninger omkring. Det var tydeligt, at den ikke var køredygtig endnu på det tidspunkt. Det var spændende at se maskinen, der lige var kommet. Skandinaviens eneste tokamak. Jeg og min projektgruppe ville give et bidrag til at forstå magnetfeltet i tokamakken og få den til at fungere, siger Asbjørn, som jo stadig var bachelorstuderende på det tidspunkt.
Vi har i tokamakken NORTH kun otte feltspoler mod 12-24 i de store tokamakker. Det giver et ujævnt magnetfelt. Min projektgruppe skulle måle magnetfeltet og lave en model for det. Magnetfeltet er afgørende for, om vi kan holde plasmaet svævende i en torus derinde i hjertet af det hele. Magnetfeltet styrer bevægelsen af plasmaets ladede partikler, siger Asbjørn. Efterfølgende lavede han alene sit bachelorprojekt, hvor han simulerede plasmabølgers bevægelse inde i tokamakken NORTH.
Forskerne kunne bruge Asbjørns målinger og simuleringer til deres videre arbejde med tokamakken og fulgte hans arbejde tæt. Min vejleder lagde meget energi i at vejlede mig og tog mig meget seriøst. Vi skulle alle lære den nye tokamak at kende. På en måde tror jeg, vi studerende er meget privilegerede her på DTU, for vejlederne er meget opmærksomme på os, siger Asbjørn.
Fusionsenergi der rykker
Igennem hele mit arbejdsliv vil fusionsenergi være et område, der rykker sig. Det motiverer mig at være med i udviklingen af en ny, vigtig teknologi. Det er store tanker og måske lidt blåøjet. Men jeg drømmer om at være med til at erobre nye hjørner af verdenen, siger Asbjørn, der nu er i gang med kandidatuddannelsen som honours-studerende på DTU.
Af videnskabsjournalist Karina Goyle